Unikke rejsehistorier med humor, selvironi og kant
Velkommen til mit univers af rejsefortællinger, der rækker langt ud over guidebøgernes gode råd og anbefalinger.
Her finder du de sjove bommerter, de smukke horisonter og de mest finurlige og skøre små eventyr, som du næppe finder andre steder.
Dyk ned i en samling af enestående og uforglemmelige rejseoplevelser, der minder mig om, hvorfor jeg aldrig kan lade være med at udforske det ukendte."
Velsignes af en stamme i Etiopien
... siddende ved en nøgen kvinde som ammer sit barn, drikker jeg en klam lunken væske som smager af våd jord - da jeg pludselig bliver velsignet …
... der er Marburg virus (Ebola) i området, men det går ok ... LIGE INDTIL ...
En mand tager en mundfuld, læner sig frem imod mig, og blæser den direkte ind i mit ansigt!! Væsken rammer kinder, læber, hele ansigtet. Jeg lover, at mit hjerte springer et slag over. Jeg er spændt som en flitsbue, og fuldstændig på stikkerne inde i hytten. Men mit mentale beredskab er ikke beredt på, at blive spyttet direkte i hovedet.
Jeg fryser et øjeblik, men alle begynder at smile til mig - jeg er blevet velsignet. Jeg er åbenbart meget heldig, ligefrem utrolig privilegeret ...
Jeg smiler sandsynligvis meget anstrengt, da jeg er nødt til at drikke endnu en tår, for det smager stadig af våd jord.
Men historien er kun lige startet ... fik jeg nævnt at Ebola smitter via spyt ...
Løber ned fra Mt. Everest Base Camp - efter beskeden ingen ønsker at få ...
“Nogle bjerge skal man bestige. Andre skal man løbe ned fra - med blod på næsen, ondt i hjertet og kærlighed som eneste drivkraft.”
... jeg står i Mt. Everest Base Camp, i 5.364 meter, og får beskeden,
“Din mor er ved at dø”…
Alt blev stille. Lyden forsvandt ligesom fuldstændigt. Jeg stirrede bare ud i mørket. Ben så det med det samme. Han spurgte ikke, men han vidste straks at det var skidt, rigtig skidt. Jeg kunne mærke en knude i maven, og kunne ikke rigtig finde ord. Min mor ville ikke have, at jeg skulle have beskeden, men nu havde jeg fået den. SHIT - nu havde jeg et svært valg.
Skulle jeg blive, på verdens tag - og tage det eventyr, jeg havde drømt om hele livet? ... eller vende om, løbe ned, og måske ikke engang nå det i tide?
Jeg havde lyst til at blive, og jeg hadede mig selv for det. Men kunne jeg leve med at blive …?
Bjergbestigeren så på mig og sagde iskoldt: “Some mountains you climb. Some you leave.”
Ben lagde hånden på min skulder, “Lars… you need to go. Now! I’m your wingman. I get you down, fast ...
Robinson Crusoe for en dag på Maldiverne
På stranden mødte jeg en ældre mand, som så mig direkte i øjnene og spurgte “Do you want to try something crazy…?”.
... lige dér, har jeg en kedelig tendens til altid at sige "Ja", og specielt hvis det er noget anderledes, små skørt eller mærkeligt. Selv når jeg inderst inde ved, at jeg burde sige “Nej tak, jeg har ikke tid, råd eller vil bare gerne overleve".
Jeg tænkte .... ahhh ... faldskærm efter en speedbåd, ud at svømme med hajer, eller måske håndfodre stingrays.
Men nej, den ældre mand sejlede mig ud på en øde ø. Her skulle jeg være i 24 timer, uden nogen ting - helt alene, som en anden Robinson Crusoe.
Jeg gik i land … og han sejlede væk!! ... efter nogle timer fik jeg tanken ... kommer han mon og henter mig igen...??
Løber med tyre i Pamplona
... det står nu ret klart, at tyrens sigtekorn er rettet ind på mig, og ham jeg står ved siden - vi er udpeget som “dagens menu.”
... vi forsøger at løbe væk, og lyden bagfra er umulig at ignorere: Hovslag mod sten som kommer stadig tættere på, og min sidemakker som råber højt. Han når knap at råbe mere, før tyren banker hornet ind i hans ene ben. Der lyder et smæld, som når man knækker en gren. Hans krop flyver nærmest sidelæns, men på en grotesk udefinerbar måde lander han oven på tyrens ryg. Som en uheldig rodeorytter fra helvede, med benet fast spiddet på det ene horn.
Selv får jeg superkræfter, og laver VM i hop. Selv fantastisk hoppende Ronaldo vil være misundelig. Mine ben forvandler sig til fjedre, da jeg nærmest løber 5 skridt lodret op ad en mur, og når at gribe fat i en balkon.
Der hænger jeg nu, dinglende som en skræmt abe, mens tyren under mig løber videre med sin nye ulykkelige passager.
Jeg kan lugte støv, blod, og sved. Publikum jubler højlydt og brøler ”óle óle”. Som prikken over i’et får jeg øje på et kamera - fantastisk … nu er jeg også direkte i landsdækkende spansk TV!! ...
Caminoen, mit livs mareridt - en gåtur i helvedet ...
Alle snakker om Caminoen som en fantastisk spirituel oplevelse - for mig er det mit livs mareridt …
... jeg kan kun gå 2 km om dagen derhjemme efter 3 rygoperationer, men får den geniale ide at gå 130 km på Santiago de Compostela Caminoen.
Efter den første dag med 19 km kan jeg ikke få sokkerne af, og må bade og sove med dem på … det har været en gåtur i helvedet…
Undervejs føles det som at medvirke i en dårlig B film, en kamp mellem liv og død - en blanding af smerte, kaos, stædighed og små sejrer.
Det er hårdt, men jeg skal gå ... lære at gå igen ...
Laos - busturen i bjergene, jeg aldrig glemmer
... chaufføren vendte sig om, og forklarede os på en form for laotisk, eller var det kaotisk engelsk: "Other bus … attack. People … dead."’
... der gik et hvin gennem bussen, og en australsk kvinde bag mig skreg nærmest: "What the fuck?"
Chaufføren fortsatte "Gun men… stop bus. They shoot bus. Driver dead … tourists dead".
Jeg stirrede ud ad vinduet, og kunne ikke helt synke beskeden. Det var som en stor knytnæve i maven. Jeg kunne høre mit eget hjerte banke, højt, som var det en trommesolo fra et heavy band. Bussen var blevet standset i bjergene, af mænd med Kalashnikov (automatgevær) som havde blokeret vejen, og skudt vildt omkring sig ...
Opgraderes til Præsidentsuite
... Flame Towers, et legendarisk hotel i Baku i Aserbajdsjan. Efter flere gratis opgraderinger, ender vi i deres Præsidentsuite ...
... vi blev eskorteret op på øverste etage. Her var der kun to suiter på hele etagen, og et par små rum til tjenestefolk, som vi åbenbart havde glemt at tage med. Den ene suite var til “vigtige gæster – Premier Ministre og Kongelige”, sagde de.
Den anden suite var til … os, som havde booket et standardværelse, ankommet 2 timer for tidligt, spist vores egen vægt i lækre kager og kødretter, og drukket det halve af deres gode vinskab - på hotellets regning, pga. værelset ikke var klar 2 timer for tidligt.
Nu stod vi foran vore suite, med vores beskidte rygsække på ryggen, og lugtede nok lidt af ged efter en lang rejse.
Loftet var 6-7 meter oppe. Vinduer fra gulv til loft over hele suiten. Mange kvadratmeter luksus. Fantastisk udsigt over hele Baku by og vand.
Det tog mig to minutter at videofilme alle rum, og jeg havde pænt travlt, og løb nærmest rundt i suiten ...
Drikker te med saudi-arabisk prins
... jeg arbejde på denne .... "A Prince don't take photos" ....
Der vil løbende komme flere rejsehistorier ...
Jeg har mange rejsehistorier, som i rigtig mange, fra verden rundt ... men ikke nok tid, til at få dem skrevet.
... men jeg arbejder på det ...
"...AT REJSE ER AT LEVE ..."
H. C. Andersen